Trump gør grin med global opvarmning under bidende kulde i USA


Arkivfoto


Store dele af USA er i disse dage plaget af ekstremt hård kulde.

De lave temperaturer har skabt problemer i både det centrale og østlige USA, hvor folk er strandet i deres huse, og bilister bliver fanget på vejene.

Og natten til fredag har USA’s præsident, Donald Trump, reageret på den isnende kulde med et opslag på Twitter.

Han benytter lejligheden til at rette en kommentar mod global opvarmning.

– Mod øst kan det gå hen at blive den koldeste nytårsaften nogensinde.

– Måske kunne vi godt bruge lidt god, gammeldags global opvarmning, som vores land – og ingen andre lande – var på vej til at betale billioner for at beskytte os imod. Tag godt med tøj på!, skriver Donald Trump.

Han har flere gange kaldt klimaforandringer et kinesisk fupnummer.

I juni annoncerede han i øvrigt, at han vil trække USA ud af en global klimaaftale fra Paris, som stort set alle andre lande i verden bakker op om.

Trumps kommentar på Twitter er efterfølgende blevet kritiseret af adskillige brugere på det sociale medie. Heriblandt Pramila Jayapal, der er medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne.

– Vejr er ikke det samme som klima. Det burde præsidenten være i stand til at forstå. Det er ikke så svært, skriver hun.

USA’s nationale vejrtjeneste har i forbindelse med den kulde, der har ramt USA, advaret om “faretruende lave temperaturer og kolde vindstød”.

New York-guvernør Andrew Cuomo har ligeledes bedt borgere om at forberede sig på “faretruende koldt vejr”.

Lørdag forventes temperaturerne i den amerikanske storby at falde til mellem 6,6 og 12,7 minusgrader.

/ritzau/AFP