Månen får farve som en blodappelsin i juli


Arkivfoto


En total måneformørkelse i juli topper listen over begivenheder på den danske nattehimmel i 2018.

Men året byder også på planetparade hele sommeren. Og meteorsværmen Perseiderne vil bombardere atmosfæren med stjerneskud i august.

Det oplyser astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra DTU Space.

Planeterne Mars, Jupiter og Saturn bliver alle synlige på den sydlige sommerhimmel og vil stå tydeligt frem, fordi himlen er så lys midt på sommeren.

Vore tre ydre naboer i solsystemet kommer efter tur i opposition.

– Det er den situation, hvor planeten står direkte modsat solen, set fra Jorden, Det betyder, at planeten står i sydlig retning midt på natten. Det er også her, afstanden mellem Jorden og planeten er mindst, siger Michael Linden-Vørnle.

Gaskæmpen Jupiter kommer først i opposition. Det sker 9. maj. Så kommer turen til Saturn den 27. juni, og præcis en måned senere, 27. juli, bliver det Mars.

Og netop 27. juli står den røde planet lige under månen, som denne aften formørkes af Jordens skygge. Den totale måneformørkelse bliver årets mest spektakulære astronomiske begivenhed, siger astrofysikeren.

– Fuldmånen glider gennem Jordens skygge og bades i et orangerødt eller kobberrødt lys. Det skyldes, at Jordens atmosfære under en måneformørkelse lader den røde del af solens lys slippe igennem, forklarer Michael Linden-Vørnle.

Kort efter solnedgang kl. 21.30 begynder den totale del af formørkelsen, mens himlen stadig er forholdsvis lys.

Under den totale fase hænger månen lavt over horisonten i sydøst. Man skal derfor have frit udsyn til denne del af himlen for at opleve sceneriet.

Kl. 23.13 slutter den totale del af formørkelsen, men først kl. 01.30 er månen helt ude af Jordens skygge igen.

Nogle uger senere er det tid til stjerneskud. Da passerer Jorden gennem resterne af kometen Swift-Tuttle, der er blevet til meteorsværmen Perseiderne.

Jordens passage gennem kometaffaldet vil generere stjerneskud i stor stil – hvis skydække ikke forhindrer os i at se dem.

– Sværmen er aktiv fra sidst i juli til slutningen af august. Der ventes flest stjerneskud natten mellem 12. og 13. august, siger Michael Linden-Vørnle.

/ritzau/