DMI afblæser hvid jul og forudser mild uge med gråvejr


Når kalenderen om under en uge rammer juleaftensdag, er der særdeles lav sandsynlighed for, at der samtidig falder sne uden for vinduerne.

Sådan lyder forudsigelsen fra Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen.

– Med hensyn til den hvide jul, så ser den ikke ud til at blive til noget.

– Varme og fugtighed vælter ind over Danmark fra vest sidst på ugen. Så juleaftensdag bliver skyet, diset og blæsende med temperaturer på omkring fem til otte grader. Måske helt op til ti grader, siger Frank Nielsen.

Inden juleaften banker på døren, byder ugen på relativt milde temperaturer og meget få solskinstimer, lyder forudsigelsen fra DMI.

– Mandag bliver mest skyet. Der kan være en lille smule regn og slud hist og pist, men ikke noget særligt. Og en til tre graders varme.

– Tirsdag morgen kan der godt være lidt frost – særligt i Jylland – og som dagen skrider frem, kan der godt komme en lille smule sol. Men ellers glider skyerne også langsomt ind over landet, og det bliver gråt, lyder det.

Frem mod onsdag fortsætter kviksølvet i termometeret opad.

– Natten til onsdag stiger temperaturerne, så vi kommer op til omkring fem til syv grader. Og onsdag bliver ellers grå og diset med lidt småregn. Så det bliver lidt snusket vejr og noget blæsende fra sydvest.

– Så ikke meget jul over onsdagen i hvert fald, siger Frank Nielsen.

Torsdag og fredag byder på en blanding af lidt sol og småbyger og temperaturer omkring fem grader. Herefter falder temperaturen en smule.

– Der kan godt komme nogle graders frost natten til lørdag, og det bliver også en kold og pæn morgen med sol. Men som dagen skrider frem, skyer det til igen, og der kommer noget småregn, siger Frank Nielsen.

/ritzau/