BMW måtte opgive vild flugt: Politiet kørte bedre bil end vanvidsbilist


Arkivfoto


HADSUND: Natten til onsdag spottede en patruljevogn en sort BMW, der havde meget – rigtig meget – fart på, da den kørte ad Skrænten i Hadsund. Det endte i en farlig biljagt som dog endte godt – for politiet.

Betjentene tændte patruljevognens udrykningsblink, og satte straks efter den hurtige BMW for at få den bragt til standsning. Føreren af bilen havde dog ikke lyst til at tale med ordensmagten, men trådte derimod speederen i bund og skabte flere livsfarlige situationer under sin vanvittige flugt.

Bilisten formåede at køre over for rødt, frem for ubetinget vigepligt, forkert vej i en rundkørsel og hele tiden fuldstændig ignorere den hylende patruljevogn som var som klistret fast i BMW’ens bagende.

Til sidst måtte den 20-årige mand bag rattet dog erkende at betjentene kørte bil en hel del bedre end han gjorde, og opgav sin flugt. Ikke specielt overraskende kunne betjentene konstatere at vanvidsbilisten i forvejen havde fået frakendt kørekortet.

Efter sin flugt – hvor der angiveligt flere gange blev kørt op mod 200 km/t – blev den 20-årige sigtet for mere, end hvad der kan tælles på én hånd, og taget med til politistationen til en nærmere afhøring.

Tænk på dine medtrafikanter. Kører du ind i en modkørende med 200 km/t, går det ikke kun udover dig selv, lyder det formanende fra Nordjyllands Politi i døgnrapporten.