13 mænd fængslet efter stor aktion mod bandemiljøet


Arkivfoto


13 mænd med relationer til bandemiljøet i Danmark er onsdag blevet varetægtsfængslet ved byretterne i Glostrup, Helsingør og på Frederiksberg.

Mændene blev alle anholdt tirsdag under en stor koordineret politiaktion mod en bandegruppering, som blandt andet holder til på Indre Nørrebro i København.

Politiet var til stede flere steder i landet og anholdt i alt 17 personer.

Ved Retten i Glostrup blev tre af mændene varetægtsfængslet i 14 dage frem til 20. december. Mændene er henholdsvis 25, 30 og 35 år gamle.

De er sigtet for grov vold, frihedsberøvelse og for at have afpresset tre personer i en haveforening i Brøndby i september i år.

I retten blev grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre. Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Mads Helios vil derfor ikke oplyse mere om sagen, eller hvordan de tre forholder sig til sigtelserne.

Fire mænd blev varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Helsingør. De har ligeledes relationer til bandemiljøet og er sigtet for afpresning og vidnetrusler.

De nægter sig alle fire skyldige, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Mændene har forsøgt at afpresse en mand til at betale 30.000 kroner, fortæller politiinspektør Lau Thygesen fra Nordsjællands Politi.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og politiinspektøren vil derfor ikke oplyse mere om hændelsesforløbet.

– Men jeg kan sige, at det er fire personer fra et bandemiljø, siger han.

Tre af mændene blev anholdt under ransagningerne tirsdag, mens den sidste mand meldte sig selv senere samme dag.

I Retten på Frederiksberg blev seks bandemedlemmer varetægtsfængslet frem til 18. december. Retsmødet blev afholdt for dobbeltlukkede døre, hvilket betyder, at offentligheden ikke kan få at vide, hvad mændene er sigtet for.

I en pressemeddelelse oplyser Københavns Politi, at de seks mænd er sigtet for kriminalitet, der relaterer sig til bandekonflikten.

Ifølge Ritzaus oplysninger er de seks bandemedlemmer alle sigtet for forsøg på manddrab. Men det kan anklager Tomas Hugger altså hverken be- eller afkræfte.

– Jeg kan ikke bekræfte noget i den stil. Det er et helt lukket grundlovsforhør, siger han.

Anklageren kan dog bekræfte, at de seks bandemedlemmer er sigtet for det samme.

Under aktionen tirsdag anholdt politiet i alt 17 mænd. Yderligere blev 36 adresser ransaget over hele landet.

Aktionen forløb efter planen og er vellykket, mener politiet. Anholdelserne og ransagningerne var resultatet af nogle længerevarende efterforskninger, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

– I sagerne forestår nu yderligere efterforskning, og yderligere anholdelser forventes, fremgår det.

/ritzau/