Politi holdt brutalt hjemmerøveri hemmeligt: Nu søges der vidner i sagen


Arkivfoto


Politiet søger vidner som tidligt lørdag morgen har set fire mænd nær Violinvej i Herlev eller et mistænkeligt køretøj på Køge Bugt Motorvejen eller på Sydmotorvejen? Københavns Vestegns Politi eftersøger de fire mænd som begik et groft hjemmerøveri mod et ældre ægtepar i Herlev.

Et groft hjemmerøveri er blevet hemmeligholdt af ukendte årsager af Københavns Vestegns Politi, som nu sætter sin lid til at vidner kan komme med information om eventuelle observationer tidligt lørdag morgen – hvorfor der ikke er oplyst noget om røveriet tidligereer ukendt.

Tidlig lørdag morgen – mellem kl. 04.00 og 04.30 – blev et ældre ægtepar udsat for et særdeles groft røveri i deres hjem på Violinvej i Herlev. Fire maskerede mænd trængte ind i huset ved at knuse entredøren med en haveflise og efterfølgende slå manden ned med selvsamme haveflise. Røverne bandt parret og truede sig til kontanter, smykker og adskillige værdigenstande.

Mændene gik direkte efter et pengeskab som ægteparret havde i hjemmet, og det indeholdt en del værdier – præcist hvor meget røverne slap afsted med holder politiet fortsat tæt til kroppen.

Efter røverne var stukket af, søgte parret hjælp hos en nabo, der fik tilkaldt politiet.

Røverne var alle mænd i 30-års alderen. De talte dansk med accent og er muligvis af slavisk oprindelse. De var middelhøje – dvs. ca. 175-180 cm – og alle iført mørkt tøj.

Politiets efterforskning peger i retning af, at de fire mænd kørte væk i bil.

De er sandsynligvis kørt sydpå ad Køge Bugt Motorvejen (E20), og hvor motorvejen deler sig ved Køge videre ad Sydmotorvejen (E47) mod Herfølge, Tureby, Rønnede osv.

Københavns Vestegns Politi søger vidner, som ved 4-tiden lørdag morgen har bemærket fire mænd i området omkring Violinvej i Herlev samt et eller to mistænkelige køretøjer lidt senere om morgenen på Køge Bugt Motorvejen eller på Sydmotorvejen.

– Der er ikke megen trafik tidlig lørdag morgen – så hvis har nogen har bemærket noget mistænkeligt på motorvejene mellem Herlev og Køge, hører vi meget gerne om det, siger efterforskningsleder Ole Nielsen, afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Du kan kontakte Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på 43 86 14 48.