42-årig motorcyklist mister livet i trafikulykke


Arkivfoto


En 42-årig motorcyklist har mistet livet i en alvorlig trafikulykke i Rørholt syd for Dronninglund i Nordjylland.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev ramt af en personbil i et kryds. Politiet oplyser, at manden af ukendte årsager kørte frem i krydset uden at overholde sin ubetingede vigepligt.

Her blev han ramt af en personbil og blev erklæret død på stedet.

Føreren af bilen kom ikke til skade ved ulykken.

Den 42-årige mand var fra Horsens-området, og hans familie er underrettet.

/ritzau/