Eksplosion: Teenagere sniffede lightergas – men så var det en som antændte sin lighter


Arkivfoto


STORE-HEDDINGE: To teenagere sad torsdag aften og sniffede gas i et skur – lige indtil en af dem fandt på at tænde en af lighterne inde i skuret……

To drenge på 14 og 15 år fra Rødvig sad torsdag aften kl. 19.20 i et skur og sniffede lightergas på Rådhuspladsen. På et tidspunkt tændte de ild med lighteren, og det førte til en mindre eksplosion i det gasfyldte skur som gav drengene 1. og 2. grads forbrændinger i hovedet, på hænder og arme.

Begge drenge blev i ambulancer bragt til fornøden behandling på skadestuen i Køge – en erfaring rigere.

Politiet betragter overordnet set hændelsen som en ulykke, men ud fra perspektivet om, at snifning af lightergas generelt er sundhedsskadeligt, udfærdiger politiet en socialrapport med henblik på underretning af både de sociale myndigheder og drengenes forældre, så de i fællesskab kan sætte ind mod et eventuelt begyndende misbrug.