Skummel mand med roser, opium og peberspray


Arkivfoto


AARHUS: En 37-årig mand blev tirsdag kl. 21.05  sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og besiddelse af narko, da han blev anholdt på Banegården i Aarhus C.

En årvågen borger havde alarmeret politiet, da han mente, han så en mand gå rundt med en kniv i bukselinningen. Da manden gik rundt med en stor spand roser, var det let for de tilsendte betjente at finde frem til ham.

Her viste det sig dog, at han ikke havde en kniv på sig. Det var en peberspray, men da det også er ulovligt at gå med den slags våben, blev han sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

En nærmere visitation viste, at den 37-årige også var i besiddelse af noget opium, som han også fik en sigtelse for.