En lastbilchauffør har mistet livet i frontalsammenstød


Arkivfoto

To lastbiler er stødt frontalt sammen ved Sinding på hovedvejen mellem Holstebro og Herning.

Chaufføren i den ene bil er blevet dræbt på stedet ved ulykken, mens den anden chauffør er uskadt.

Den dræbte chauffør kommer fra Østjylland.

– Ulykken er formentlig sket, da den ene chauffør under en overhaling overså en modkørende lastbil, siger vagtchef Anders Olesen, Midt- og Vestjyllands Politi.

Ved ulykken opstod der en kraftig brand i den ene lastbils brændstoftank.

Det lykkedes imidlertid chaufføren i denne bil at slippe ud af køretøjet uden at blive fanget i branden, og han slap uskadt fra ulykken.

Det voldsomme sammenstød skete mandag klokken 10.20.

En bilinspektør er tilkaldt for at klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Vejen ventes at være spærret ved ulykkesstedet indtil sidst på eftermiddagen på grund af rednings- og oprydningsarbejde.

Vejen skal renses for brændstof fra bilerne, der er flydt ud over kørebanen. desuden skal lastbilerne tømmes for deres last, inden de kan blive transporteret væk.

Det drejer sig blandt andet om noget asfalt, oplyser Anders Olesen.

I mellemtiden opfordres bilister til at benytte en omkørsel over Vildbjerg.

/ritzau/