Uheld på fynsk motorvej koster 116 millioner om året


    Arkivfoto


    Sidste år kom et rekordstort antal personer til skade på Fynske Motorvej. De mange uheld koster samfundet millioner af kroner til behandling på sygehus, hos egen læge og i tabte arbejdstimer på virksomhederne.

    Cirka 116 millioner kroner lyder regningen på.

    Det viser en beregning, som Fyens Stiftstidende har foretaget på baggrund af de mange tilskadekomne, som har været på Odense Universitetshospital efter uheld på motorvejen.

    Sidste år var det 194 personer.

    Vejdirektoratet bruger imidlertid ikke disse tal, når de samfundsøkonomiske omkostninger skal udregnes til politikerne.

    Vejdirektoratet baserer sine tal på baggrund af de uheld med personskade, som politiet registrerer. Dem var der kun 11 af i 2016. Dertil lægger direktoratet et mørketal i erkendelse af, at flere reelt kommer til skade.

    Vejdirektoratet når dermed frem til, at uheldene på Fynske Motorvej kostede samfundet 75 millioner kroner i 2016. Et beløb, der langt fra afspejler det faktiske antal, der kom til skade på motorvejen.

    Det er et stort problem, mener Kira Janstrup fra Danmarks Tekniske Universitet, der har forsket i underrapportering af uheld.

    – Politikerne mangler det fulde billede af omfanget og karakteren af uheldene, når de beslutter sig for, hvor der skal investeres, siger hun til Fyens Stiftstidende.

    /ritzau/