Støjberg vil øge politis adgang til asylansøgeres telefoner


    Arkivfoto


    I dag skal der være tvivl om en asylansøgers nationalitet eller identitet, før politiet må tage personens mobiltelefon.

    Det vil udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) nu gøre op med, skriver Berlingske.

    Inger Støjberg har sendt et lovforslag i høring, der skal udvide politiets adgang til asylansøgeres mobiltelefoner.

    Asylansøgere kan ifølge hende have oplysninger på deres telefoner, der kan være afgørende for deres asylsag.

    Dem skal myndighederne nemmere kunne få fingrene i.

    Lovforslaget åbner for, at oplysninger om personens motiv for at søge asyl kan være nok til, at politiet må tage ansøgernes mobiltelefon eller computer.

    – Det er vigtigt at afklare, hvem asylansøgerne er, og hvad deres asylmotiv er. Det handler om at sikre sig, at vi beskytter de rigtige, og det handler om vores sikkerhed, skriver ministeren i en mail til Berlingske.

    – Asylansøgere har ofte mobiltelefoner med, og det vil være lidt mistænkeligt, hvis en asylansøger, der siger, at han kommer fra Syrien, har hverdagsbilleder på sin telefon fra Marokko. Eller endnu værre – fra en terroristtræningslejr i Afghanistan, fortsætter Støjberg.

    Forslaget betyder konkret, at myndigheder vil få lov til at tage en mobiltelefon for at finde informationer til en asylsags “oplysning”.

    Det kan blandt andet være personens motiv for at søge asyl.

    Som loven er i dag, kan politiet kun tage en asylansøgers mobiltelefon, hvis det er for at afdække personens nationalitet eller identitet.

    Politiet har i Danmark adgang til en asylansøgers mobil, hvis der er givet samtykke, eller hvis en dommer har givet en retskendelse.

    Forslaget fastholder de krav.

    SF advarer mod forslaget.

    – Man skal være meget forsigtig med at udvide politiets beføjelser, så man sikrer, at der ikke sker en overtrædelse af retssikkerheden og demokratiske rettigheder, siger udlændingeordfører Holger K. Nielsen til Berlingske.

    /ritzau/