Fængselsbetjent snittet i ansigtet med en kniv


Arkivfoto.


SANDHOLM: En slåskamp mellem to indsatte udviklede sig mandag voldsomt for fængselspersonalet på Udlændingecenter Ellebæk.

To indsatte i fængslet skændes og kommer håndgemæng. Derfor iler to fængselsbetjente til for at adskille de to parter. De indsatte gør dog voldsom modstand mod fængselsbetjentene, som pludselig er en del af slagsmålet.

Den ene betjent ender på gulvet med den ene indsatte. Betjenten opdager, at den indsatte har en kniv i sin hånd. Manden er så ophidset, at han stikker kniven mod betjentens ansigt, oplyser Fængselsforbundet i en meddelelse.

Heldigvis når betjenten at dreje hovedet, så han ‘kun’ bliver ramt overfladisk på kinden. Begge de indsatte råber “I’ll kill you” flere gange til fængselsbetjentene.

Flere fængselsbetjente kommer til deres kollegaer til assistance og det lykkes at få kontrol på situationen og passificeret de to indsatte.