Anklager hånede dommer og advokater i mails til vidner


    Landsdommer Anne Birgitte Fisker “fatter ikke en bjælde”, og advokaterne Bjørn Elmquist og Lise Holten stiller “de dummeste spørgsmål”.

    Sådan skrev en anklager i e-mails til tre politiagenter. Anklageren er nu sat af sagen.

    Det er ikke anklagerens ordvalg som sådan, der er noget i vejen med. Men mailkorrespondancen foregik under en retssag, hvor politiagenterne skulle vidne.

    Anklagemyndigheden må ikke på forhånd instruere vidner om, hvad de skal forklare i retten, og det har den omstridte anklager i denne sag efter alt at dømme gjort.

    Striben af mails er torsdag blevet læst op i Østre Landsret. Af dem fremgår det blandt andet, at politifolkene er blevet tilsendt et dokument med titlen “De gode svar”.

    Det anviser, hvordan politifolkene overordnet skal svare på spørgsmål og agere i retten. Blandt andet, at de ikke skal lade sig afbryde af forsvarsadvokaterne.

    I en anden mail skriver anklageren navnet på en mistænkt, som hun mener, at politifolkene skal udpege i en overvågningsvideo.

    Den ene politimand skriver efterfølgende i en mail, at hans kolleger ikke vil udpege den navngivne, men at han selv godt vil – dog med et forbehold for nogen usikkerhed.

    Under torsdagens retsmøde læste en af advokaterne op fra en landsretsdom, hvor det fremgår, at den navngivne – dog med forbehold – var blevet udpeget i overvågningsvideo.

    Tonen i mailsene er også noget løssluppen. Anklageren skriver blandt andet “hej smukke” til et af politividnerne. Der bliver også udvekslet en sangtekst med titlen “I en lille BOD, der gynger”.
    “Bod” henviser til en hashbod, som er de steder på Christiania, hvorfra der bliver solgt hash.

    Sagen mod anklageren er i øjeblikket under efterforskning i Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP). DUP skal også tage stilling til, om efterforskningen skal udvides til at omfatte andre personer i politi og anklagemyndighed.

    Den sag, som det hele udspringer af, er en sag om handel med hash, hvor 11 mænd i byretten blev dømt. Oplysningerne om anklagemyndighedens urene trav er kommet frem i landsretten i forbindelse med, at sagen blev anket.

    Hashsagen er en del af et større sagskompleks efter en anholdelsesaktion på Christiania i marts 2014 under kodenavnet “Operation Nordlys”.

    På grund af anklagerens adfærd er en række sager blevet sat på standby, og det er uklart, hvad der kommer til at ske.

    Sandsynligt er det dog, at de personer, der er dømt på baggrund af de omstridte vidner, vil ende med mildere straffe.

    /ritzau/