25-årig mand idømmes et års fængsel for grooming og sextortion


    Arkivfoto

    En 25-årig mand fra Roskilde er torsdag blevet idømt et års fængsel for grooming af 15 mindreårige piger på det sociale medie Snapchat.

    Det skriver Midt- og Vestsjællands anklagere på det sociale medie Twitter.

    I flere tilfælde skulle den 25-årige desuden have udsat pigerne for sextortion. Begrebet dækker over, når en person afpresser et offer ved at true med offentliggørelse af nøgenbilleder eller lignende.

    Fra den 1. juli i år forventes en ny groomingbestemmelse i straffeloven at træde i kraft. Lovforslaget er fremsat i februar, og der er flertal for forslaget. Bestemmelsen betyder, at grooming og sextortion fremover får sin egen paragraf.

    I dag straffes dette som ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse, hvor strafferammen er fængsel i op til to år, hvis ofret er 15 år eller ældre. Er offeret under 15 år, kan straffen dog stige, typisk op til fire år.

    Fremover vil der – afhængigt af de konkrete omstændigheder – kunne straffes for overtrædelse af voldtægtsbestemmelsen ved andet seksuelt forhold end samleje.

    Her er strafferammen som udgangspunkt fængsel i op til otte år.

    Aldersgrænsen for, hvornår en person kan udsættes for grooming, skal være op til 18 år. Dermed overgår det den seksuelle lavalder på 15 år.

    Grooming er et engelsk begreb. Det betyder, at en krænker opbygger en relation til et barn med henblik på at begå et seksuelt overgreb.

    Det kan både foregå online og offline.

    Ud over fængselsdommen har den 25-årige også fået forbud mod at kontakte børn under 18 år de næste fem år.

    /ritzau/