25-årig mand sigtes for seks voldtægter af mindreårig pige


    Arkivfoto


    En 25-årig mand er blevet sigtet for gentagne voldtægter af en mindreårig pige, oplyser Københavns Vestegns Politi.

    Manden er onsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, og her besluttede dommeren at varetægtsfængsle ham i foreløbig fire uger.

    Ifølge Frederik Morild fra Københavns Vestegns Politi, der er sagens anklager, er manden sigtet for at have voldtaget pigen, der er 14 år, i alt seks gange.

    Politiet mener, at voldtægterne er sket både på den 25-åriges adresse og i hans bil et ukendt sted på Vestegnen, fremgår det af sigtelsen.

    Voldtægterne skal være sket i perioden fra 8. januar i år frem til 18. marts.

    Han er også sigtet for at have forsøgt at voldtage pigen i sin bil “på et ikke nærmere angivet tidspunkt”. Men det mislykkedes, fordi pigen sparkede ham væk, lyder sigtelsen.

    Onsdagens grundlovsforhør blev afholdt for lukkede døre. Det betyder, at offentligheden kan få indblik i sigtelsen og i udfaldet af grundlovsforhøret.

    Der er til gengæld forklaringer og detaljer i sagen, som ikke kommer frem.

    Der er også nedlagt navneforbud, hvilket blandt andet betyder, at det ikke er muligt at få at vide, om manden og pigen kendte hinanden i forvejen.

    Manden blev ifølge anklageren varetægtsfængslet, fordi retten mener, at der er risiko for, at han påvirker efterforskningen, herunder vidner og den forurettede pige.

    – Det er jo en meget alvorlig sag, når en 25-årig person foretager gentagne fuldbyrdede voldtægter af en så ung forurettet, siger Frederik Morild.

    – Derfor er vi selvfølgelig også meget tilfredse med, at retten har valgt at varetægtsfængsle ham, så der kan komme ro på, og vi kan få et overblik over efterforskningen og få afhørt de personer, som eventuelt er vidner i sagen.

    Den seksuelle lavalder er 15 år, og det er ulovligt at have samleje med et barn under 15 år, hvis den anden part er fyldt 22 år.

    Bliver en person dømt i sådan en sag, kan det give op til 12 års fængsel ifølge straffeloven.

    /ritzau/