21-årig mand stukket flere gange i slagsmål i Esbjerg


    Arkivfoto


    En 21-årig mand fra Varde er søndag aften blevet stukket flere gange med en kniv. Han er bragt til hospitalet, hvor han bliver behandlet.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Politiet skriver, at det modtog anmeldelsen klokken 21.03 søndag aften. Der var ifølge anmelderen slagsmål med knive på Skolebakken i Esbjerg.

    Flere patruljer blev sendt afsted til stedet, hvor der måtte ydes førstehjælp til den 21-årige mand. Det stod klart, at han var blevet stukket med kniv flere gange, hvorfor han blev bragt til behandling på hospitalet.

    Politiet oplyser ikke, hvor på kroppen manden er blevet stukket. Det fremgår heller ikke, om han er i livsfare.

    Der er endnu ikke blevet anholdt en gerningsmand for knivstikkene, men politiet efterforsker sagen som et drabsforsøg.

    Kent Brynilsen, som er vicepolitiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands Politi, siger i pressemeddelelsen, at der kan være en relation mellem ofret og gerningsmanden.

    – Vi har et stort efterforskningsarbejde foran os. Vi skal have kortlagt hele forløbet før, under og efter hændelsen.

    – Det indebærer blandt andet afhøringer, forhøringer, tekniske undersøgelser og en række andre efterforskningsskridt, siger Brynilsen og tilføjer, at man derfor vil “kunne se mere politi end sædvanligt i byen”.

    Politiet er natten til mandag stadig til stede ved gerningsstedet på Skolebakken.

    – Der er lige nu roligt i området, og politiet er på stedet. I øjeblikket gennemfører vi tekniske undersøgelser på gerningsstedet, ligesom vi taler med vidner, siger Kent Brynilsen.

    Politiet opfordrer i pressemeddelelsen borgere til at henvende sig på 114, hvis de har oplysninger i sagen.

    /ritzau/