Snapchat-narko: Online-pushere får knap fem års fængsel


Arkivfoto

En sag fra Køge om narkohandel via Snapchat endte onsdag med domme på op til fire år og ni måneders fængsel.

I alt 14 personer har nu haft deres sager for retten.

Tre mænd fik onsdag fængselsstraffe for deres roller i en sag om omfattende narkohandel i Køge.

Handlen med stoffer var primært organiseret via Snapchat.

De tre mænd blev dømt som følger:

- En 24-årig mand fik fire et halvt års fængsel for 1425 gram kokain, 100 gram amfetamin og 500 gram ketamin.

- En 21-årig mand fik fire år og ni måneders fængsel for 1025 gram kokain, 500 gram ketamin og 200 gram amfetamin

- En 24-årig mand fik fire et halvt års fængsel for 1425 gram kokain og 500 gram ketamin.

Mændene var desuden sammen med en 29-årig mand tiltalt for at have forsøgt at sætte sig i besiddelse af en pistol, der var gravet ned i Lellingeskoven ved Køge.

Pistolen var dog forinden fundet af en dreng, der afleverede den til politiet.

Den 29-årige fik seks måneders fængsel for sin rolle i den forbindelse samt advarsel om udvisning.

”Med dommene i dag er der sat et foreløbigt punktum i det, der har været en meget omfattende sag. Forud for dommen er der gået en langvarig efterforskning, der har tilvejebragt nogle meget klare beviser. Flere i sagskomplekset har da også valgt at tilstå deres roller”, siger senioranklager Rune Rydik fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Med dommene over de fire mænd er der sat et foreløbigt punktum for det sagskompleks, der tog sin begyndelse, da Midt- og Vestsjællands Politi i februar sidste år anholdt 15 personer og sigtede dem for narkohandel.

Af dem blev de 10 fængslet samme dag. Med dagens dom har i alt 14 personer haft deres sag for retten.

• En 27-årig mand er idømt fire et halvt års fængsel for 1,5 kilo kokain, 0,5 kilo ketamin samt en mindre mængde hash.

• En 19-årig mand er idømt to år og ni måneders fængsel for besiddelse af 1 kilo kokain.

• En 25-årig mand er idømt et års fængsel, som var inklusiv en tidligere reststraf, for 100 gram kokain.

• En 19-årig mand er idømt to år og tre måneders fængsel for 500 gram kokain, 400 gram ketamin og 300 gram hash samt besiddelse af en machete.

• En 26-årig mand er idømt et år og ni måneders fængsel for i alt 200 gram kokain, godt 500 gram ketamin samt besiddelse en mindre mængde skarpe patroner.

• En 25-årig mand er idømt to år og ni måneders fængsel for i alt 600 gram samt medvirken til et røveri mod en person.

• En 20-årig mand er idømt to års fængsel for 500 gram kokain og 91 gram hash.

• En 18-årig kvinde er idømt 10 måneders fængsel for 400 gram ketamin og 300 hash.

• En 20-årig mand er idømt et år og ni måneders fængsel for 350 gram kokain.

• En 22-årig mand er idømt 9 måneders fængsel for 500 gram ketamin.

Flere af forholdene er begået af flere af de dømte i forening, og derfor kan den samlede mængde af stoffer ikke uden videre lægges sammen.

To personer, som oprindeligt blev anholdt, har fået sluttet deres sager uden tiltale.

Narkohandlen var centreret omkring boligområdet Ellemarken i Køge, og stofferne blev primært distribueret via grupper på det sociale medie Snapchat.

”Sagen viser, at det er meget nemt for de kriminelle at etablere handelskanaler på de sociale medier. Men den viser også, at vi i politiet bruger de muligheder, vi har, for at kigge med, når de handler derinde. Så det er altså ikke risikofrit”, siger vicepolitiinspektør Jacob Olsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Han har en klar opfordring til forældrene.

”Det er altid en god ide at interessere sig for, hvad ens børn foretager sig på nettet og på de sociale medier. Så spørg gerne om I må se, hvilke grupper inde på Snapchat, som de er aktive i”, siger han.

Alle fire mænd valgte onsdag at modtage dommen.