Forbrugerrådet Tænk: Forbrugere bør holde igen med økoæg


Arkivfoto

Man bør holde igen med, hvor mange økologiske æg man spiser, efter at forskere har fundet et højt indhold af skadelige PFAS-stoffer i netop økoæg.

Det mener Camilla Udsen, der er projektchef for fødevarer i Forbrugerrådet Tænk.

- Især i forhold til børn. DTU anbefaler, at børn i alderen fra fire til ni år maksimalt bør spise 2,5 økoæg om ugen. Men så længe man holder sig inden for det, skulle det være i orden, siger hun.

Tidligere mandag kom det frem, at forskere fra DTU Fødevareinstituttet har fundet et højt indhold af PFAS-stoffer i økologiske æggeblommer fra hønsefarme i hele landet.

Stofferne er overført gennem det fiskemel, som indgår i foderet til hønsene.

Danske Æg, der repræsenterer cirka 90 procent af ægproducenterne, har meddelt, at organisationens medlemmer dropper brugen af fiskemel. Det sker af hensyn til fødevaresikkerheden.

Camilla Udsen opfordrer landets supermarkedskæder til at tage en dialog med deres leverandører for at sikre, at de økologiske æg på hylderne holder sig inden for grænseværdierne, når det kommer til PFAS.

I Coop bliver økoæggene på hylderne, efter koncernen har sikret sig, at PFAS-indholdet i æggene ikke overskrider de fastsatte værdier.

Det har koncernen oplyst til Ritzau tidligere mandag.

- Det er rigtig vigtigt, at vi arbejder fremadrettet på, at der ikke forekommer PFAS i æggene. Men når det er sagt, er det ikke det enkelte æg, der er farligt. Så længe det holder sig inden for grænseværdierne, kan man spise det i begrænsede mængder, siger Camilla Udsen.

I Forbrugerrådet Tænk arbejdes der for et nationalt forbud mod PFAS.

- Det er et farligt stof, som ophobes, og som kommer fra mange forskellige kilder. Så vi skal sørge for, at forbrugernes udsættelse for det bliver minimeret, siger Camilla Udsen.

Danmark er gået sammen med Tyskland, Holland, Norge og Sverige for at få gjort de skadelige PFAS-stoffer forbudt i EU.

/ritzau/