Indbrud afbrudt af beboer: Tørstig tyv bliver måske fældet af øldåse


Arkivfoto

Fredag før weekenden fik en mand en ubehagelig oplevelse i sit hus i Stenstrupsgade.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Beboeren kunne se, at der havde været ubudne gæster i udhuset.

Han kunne konstatere, at en tørstig indbrudstyv formentlig var blevet afbrudt under indbruddet.

Tyven havde ikke bare efterladt en delvist drukket øldåse men også mulige tyvekoster, som ellers var lagt klar til at tage med.

Tyven havde gennemrodet alle skabe og skuffer og havde pakket elektrisk værktøj og spiritus sammen i en papkasse.

Den var efterladt på gulvet.

Politiet kom til stedet og sikrede DNA fra øldåsen.

Det ender måske med at blive en dyr tår øl for indbrudstyven.