Mr. Charming: Forsøgte at tvære narkokørsel og joint af på familiemedlem


Arkivfoto


Det er snart jul, og jul betyder for mange tid og kærligt samvær med familien.

Det synes dog tvivlsomt, om det bliver sådan en jul for en 39-årig mand, der i weekenden blev standset af politiet i Malthesminde ved Holbæk.

Patruljen mistænkte manden for at køre påvirket af narkotika.

Manden blev derfor anholdt og efterfølgende fundet i besiddelse af en joint.

Det førte til yderligere en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Manden oplyste nu sin identitet til politiet og fremviste endda identitetsdokumenter uden foto.

Han kunne dog ikke svare korrekt på efterfølgende kontrolspørgsmål.

Politiet mistænkte ham derfor straks for at udgive sig for en anden.

Politiet fik sluttelig klarlagt, at den anholdte var en 39-årig mand fra Holbæk.

Han havde udgivet sig for at være et familiemedlem for at slippe for konsekvenserne af sigtelserne mod ham.

Den 39-årige fik derfor yderligere en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven, fordi han i forvejen var frakendt kørekortet.

Dertil blev han sigtet for overtrædelse af straffeloven, fordi en uskyldig risikerede at blive dømt for noget, som vedkommende ikke havde gjort.

Den 39-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til de mange sigtelser.