Formodet guldrøver fængslet efter 11 år på flugt


    Gerningsstedet på Nørrebrogade den 25.november 2011.

    Det er snart, 11 år siden at maskerede og bevæbnede gerningsmænd slog til mod en guldsmedeforretning på Nørrebrogade i København, og fredag er en 37-årig mand så blevet varetægtsfængslet i sagen.

    To af de fire røvere blev pågrebet under flugten og dømt allerede i sommeren 2012. Men to andre slap væk, og den 37-årige serber, som fredag blev stillet for en dommer i København, menes at være blandt dem.

    Manden blev anholdt den 16. september i Kroatien på baggrund af en international efterlysning. I forbindelse med røveriet tilbage i 2011 fandt politiet nemlig et blodspor i flugtbilen.

    Ud fra sporet blev der lavet en DNA-profil af gerningsmanden, og den matchede den 37-årige serber, der i øvrigt er bror til en af de to mænd, som allerede er dømt i sagen.

    Den 19. september var der et retsmøde i Københavns Byret, hvor den 37-årige blev varetægtsfængslet uden dog selv at være til stede. Han befandt sig jo på det tidspunkt i kroatisk politis varetægt.

    Formålet med retsmøde var at få manden udleveret til retsforfølgning i Danmark, og det er det, som nu er sket.

    Ved røveriet dengang i november 2011 trængte gerningsmændene ind i guldsmedebutikken på Nørrebrogade 156 lidt over middagstid. De var bevæbnet med en gaspistol, en hardballpistol og en økse.

    Røverne truede sig til et udbytte i form af diverse smykker, hvis værdi ifølge politiets sigtelse er opgjort til 1,3 millioner kroner.

    Ekspedienten i forretningen blev udsat for vold og fik brækket både næsen og lillefingeren på højre hånd. En anden mand blev truet med en hardballpistol, inden røverne flygtede fra stedet i en Mercedes-Benz.

    Bilen, som var stjålet, blev senere fundet i Ægirsgade ikke langt fra gerningsstedet. Det var på flugtbilens højre fordør, at der blev fundet et blodspor, som pegede i retning ad den 37-årige serber.

    Serberen ønskede ved fredagens retsmøde ikke at tage stilling til sigtelsen, ligesom han heller ikke ønskede at svare på spørgsmål fra anklageren.

    Dommeren bestemte, at den 37-årige skal sidde varetægtsfængslet i foreløbig 26 dage, da der er en risiko for, at han dels vil forlade landet og dels forstyrre politiets efterforskning, hvis han er på fri fod.

    Den fjerde gerningsmand, som også slap væk dengang, er ikke identificeret.

    /ritzau/