Vanvidsbilist på stoffer: Kørte over for rødt så politibil måtte lave katastrofeopbremsning


Arkivfoto


En ung mand valgte at køre over for rødt lys i høj fart, netop som en patruljebil var på vej gennem krydset for grønt.

Det skete sent torsdag aften på Holbækvej i Roskilde.

En anden patrulje var også på stedet og eftersatte straks den flygtende personbil.

Føreren valgte ved efterlade bilen ved Teglvænget og derfra stikke af til fods.

En tilkaldt hundepatrulje kunne dog kort efter finde frem til en 21-årig mand fra syd for Roskilde.

På sig havde han nøglerne til den efterladte bil.

Der er mistanke om, at føreren af bilen var påvirket af euforiserende stoffer.

Han blev derfor bragt til sygehuset til udtagning af blodprøve.

Samtidigt blev han sigtet for at have kørt uden at have førerret og for at bringe andres liv i fare med sin kørsel.

Bilen blev beslaglagt på reglerne om vanvidskørsel, og manden har tilbragt natten i detentionen.

Nu skal sagen juridisk vurderes, om der er grundlag for at fremstille den 21-årige mand i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.