Spritstiv bilist: Faldt omkuld da hun kom ud af bilen og endte i fogedretten


Arkivfoto

Torsdag anmeldte en opmærksom bilist, at han havde villet hjælpe en anden bilist.

Bilisten var nemlig standset lidt underligt på Dyndetvej i Borup ved Køge.

Anmelderen havde herefter konstateret, at bilisten var ret påvirket af spiritus.

Spritbilisten var en kvinde, og anmelderen forhindrede hende i at køre videre ved at tage bilnøglen ud af tændingen.

Inden politiets ankomst til stedet havde anmelderen fået kvinden ud af bilen, fordi han ville parkere den mere hensigtsmæssigt.

I ventetiden havde kvinden mistet balancen og var faldet omkuld.

Politiet fik på stedet kontakt til en kraftigt spirituspåvirket, 44-årig kvinde fra Odsherred, som blev sigtet for spirituskørsel efter at have pustet et par gange i politiets alkometer.

Testen gav i begge tilfælde udslag til noget over to promille, hvorfor politiet vurderede kvindens kørsel til at være omfattet af reglerne om vanvidskørsel.

Den 44-årige blev efter sigtelsen for spirituskørsel anholdt og kørt til skadestuen for at få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Efter afhøring til sagen om spirituskørsel forblev den 44-årige fortsat i politiets varetægt, idet hun også var efterlyst som udeblevet fra fogedretten i Roskilde, hvor politiet afleverede hende, så retsmødet i hendes sag kunne gennemføres.

Den 44-årige var blevet gjort bekendt med, at hendes bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation efter reglerne om vanvidskørsel, hvilket hun umiddelbart accepterede.

Torsdag aften henvendte den 44-årige sig dog til politiet for at få oplysninger om, hvor hendes bil befandt sig.

Politiet kunne så fortælle hende, at den var i politiets varetægt, hvilket hun på dette tidspunkt ikke accepterede.

Derfor skal en dommer nu kigge nærmere på grundlaget for beslaglæggelsen af hendes bil som konsekvens af sigtelsen for spirituskørsel tidligere på dagen.