Fængslet efter motorcykel-amok: Kørte ind i politibil og vejarbejdere måtte springe for livet


Arkivfoto


En 30-årig mand er onsdag formiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Han er sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret og for at have bragt andres liv og førlighed i fare.

De skete tirsdag formiddag, da han forsøgte at køre fra politiet på sin motorcykel.

En patrulje bemærkede tirsdag den 30-årige, da han kørte på Dronningborg Boulevard i Randers C.

Den 30-årige opdagede politibilen og gassede op og forsøgte at køre fra patruljen.

Under eftersættelsen kørte han to gange over for rødt lys, ligesom han kørte op på en cykelsti, hvor han med høj fart kørte meget tæt forbi to vejarbejdere, som blev nødt til at springe til side for ikke at blive ramt.

Omkring krydset Dronningborg Boulevard/Udbyhøjvej satte den 30-årige farten helt ned, og betjentene, der havde eftersat ham, kørte ind foran ham.

Her gassede den 30-årige pludseligt op og ramte ind i politibilen, inden han kørte videre.

Han nåede dog ikke langt, inden han standsede og blev anholdt.

Da den 30-åriges kørsel betragtes som vanvidskørsel, blev hans motorcykel beslaglagt med henblik på konfiskation.