Kæmpebrandert: Brugte ølglas til at røve cigaretter på bar


Arkivfoto

En mand brugte torsdag et ølglas til at røve cigaretter.

Det skete på en bar på Skt. Clemens Torv i Aarhus C.

En patrulje kørte til stedet, hvor et par dørmænd tilbageholdt en 21-årig mand.

Ifølge vidneforklaringerne på stedet havde den 21-årige forsøgt at købe nogle cigaretter.

Men hans kreditkort blev afvist, så i stedet tog han to pakker cigaretter bag baren, hvorefter han begyndte at gå derfra.

Da personalet ville standse ham, kastede han et ølglas i gulvet og råbte nogle trusler mod medarbejderne, inden han blev tilbageholdt.

Den 21-årige blev anholdt og sigtet for røveri, da han havde fremsagt trusler i forbindelse med tyveriet.