Gik over for rødt og angreb 83-årig kvinde – hun blev kørt væk i ambulance


Arkivfoto


En ung mand angreb onsdag tilsyneladende helt umotiveret en 83-årig kvinde.

Det skete klokken 10.34, da hun stod og ventede på grønt lys i et fodgængerfelt på Engboulevarden i Nykøbing F.

Den unge mand gik over krydset for rødt og af uvisse årsager angreb han kvinden og skubbede hende hårdt i brystet.

Kvinden faldt bagover og slog hovedet i fortovet.

Den 83-årige blev kørt på sygehuset med en ambulance, hvor hun blev behandlet for sine skader.

Et vidne på stedet fulgte efter gerningsmanden, men han slap væk omkring Slotsbryggen.

Politiet efterlyser vidner til episoden og oplysninger om, hvem gerningsmanden er, eller hvor han befinder sig.

Han beskrives som 25 – 35 år, 170-175 cm høj, mørkt skulderlangt fedtet hår, lys i huden, talte udenlandsk og iført sort tøj.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.