Tonsvis af kokain med kurs mod Europa opsnappet i Costa Rica


Arkivfoto

Det costaricanske politi har gjort sig noget af et fund i Moín på landets østkyst.

En frugtcontainer, som egentlig var på vej mod Belgien, indeholdt nemlig blandt andet 2,5 ton kokain.

Det oplyser landets ministerium for offentlig sikkerhed på Twitter ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Ud over den store mængde kokain kunne politiet også konfiskere intet mindre end 3,1 ton hash.

Ministeriet oplyser ikke, om der er pågrebet eller mistænkt nogen bagmænd. Men lastbilchaufføren, som fragtede containeren til havnen, blev kort efter beslaglæggelsen anholdt, lyder det.

Narkosmuglere benytter ofte mellemamerikanske lande som Costa Rica til at smugle stoffer som kokain og hash til videresalg i Europa.

Det medfører af og til store narkofund i regionen.

I 2020 konfiskerede costaricanske myndigheder den største mængde narkotika i landets historie, da politiet beslaglagde 5,8 ton kokain. Det var også i Moín, at det fandt sted. Dengang skulle stofferne til Holland.

Costaricansk narkopoliti oplyste dengang, at den beslaglagte kokain var produceret i Sydamerika. Politiet oplyste ikke nærmere om hvor i Sydamerika.

Costa Ricas minister for offentlig sikkerhed, Michael Soto, kunne dengang oplyse, at de fem ton kokain formentlig ville have en markedsværdi på omkring 126 millioner euro. Det svarer til godt 930 millioner danske kroner.

/ritzau/