Identitetspolitik fylder mest blandt nye ord i ordbogen


    Arkivfoto

    Ord som “akønnet” og “bifobi” finder vej til Dansk Sprognævns ordbog i næste uge.

    Nævnet tilføjer i alt 128 nye ord til sin onlineordbog, og her fylder køns- og identitetspolitik mest.

    Det siger noget om, hvad der sker i vores samfund, og hvor vi er på vej hen, siger Marianne Rathje, der er seniorforsker hos nævnet, hvor hun forsker i sprog.

    – Jeg synes, det er ret usædvanligt, at det fylder så meget. Men det gør det jo i vores samfund. Det fylder meget i de her år med sexisme og MeToo.

    – Men det siger jo også noget om, at vi mangler ord og udtryk til at snakke om de emner, der fylder i vores samfund.

    “Akønnet” vil sige, at man ikke identificerer sig med noget køn, mens “bifobi” beskriver en angst eller en modstand mod biseksuelle.

    Marianne Rathje hæfter sig også ved, at der kun er et enkelt udtryk, som relaterer sig til coronapandemien. “Boosterstik” bliver tilføjet ordbogen tirsdag.

    – Corona er nærmest væk blandt de nye ord. Vores sidste opdatering indeholdt virkelig mange udtryk, som relaterede sig til corona.

    Hos Dansk Sprognævn sidder tre forskere og udvælger nye ord og udtryk, som har gjort sig fortjent til en plads i ordbogen.

    Forskerne udvælger ordene ved at kigge aviser igennem systematisk. Inspirationen kan dog også komme fra radio, tv eller sociale medier.

    Næste uges opdatering indeholder også et udtryk, som er hentet direkte fra realityprogrammer.

    Ordet “fløde”, som først og fremmest er et mælkeprodukt, beskriver nu også en person, som er “alt for sød”, fortæller seniorforskeren.

    – Vi har normalt ikke slang med og slet ikke ungdomsslang, men vi har vurderet, at det er så udbredt nu, at vi godt kan have det med, siger hun.

    I opdateringen findes også ord som “sportswashing” og “mullet”.

    Begrebet sportswashing dækker over lande, der forsøger at forbedre sit omdømme ved at sponsorere sportsudøvere eller sportshold, på trods af at landene i flere tilfælde overtræder menneskerettighederne.

    Mullet er en frisure med kort hår foran og langt i nakken. Frisuren refereres også til som “bundesligahår”.

    /ritzau/