Australsk stjerne brokker sig over hashtåge til US Open-kamp


    Arkivfoto

    Australske Nick Kyrgios tog sig efter onsdagens US Open-kamp tid til at fortælle journalister, at det var virkelig forstyrrende og potentielt farligt for hans astma med den stank af hash, som ifølge ham hang i luften på Louis Armstrong-banen i New York City.

    Den kontroversielle tennisstjerne måtte ud til kampens dommer i løbet af kampens andet sæt for at gøre opmærksom på stanken.

    Dommeren gav publikum en henstilling om ikke at ryge på anlægget. Det har siden sidste år været lovligt at ryge hash i delstaten New York, men det er ikke tilladt på tribunerne til US Open.

    Kyrgios vandt kampen i fire sæt, men sagde efter kampen til journalister, at situationen bestemt ikke var noget at grine ad.

    – Folk ved ikke, at jeg lider af alvorlig astma, sagde han.

    – Når jeg løber fra side til side, kæmper jeg med vejrtrækningen, og det er nok ikke lige det, som jeg har allermest lyst til at indånde mellem partier.

    Kyrgios medgav, at den vilde, højlydte og af og til utæmmede stemning er et af de elementer, der gør US Open til en særlig grand slam-turnering.

    – US Open, her er en meget anderledes stemning sammenlignet med alle andre steder, sagde han.

    – Wimbledon føles så ordentlig. Australian Open, der forventer man det lidt, når man selv er australier.

    – Men her er det bare så højlydt. Parti efter parti. Jeg kan nærmest ikke høre noget. Halvdelen af tiden kan jeg ikke engang høre, hvad mit eget hold siger, fordi det er så højlydt hele tiden.

    Kyrgios spiller igen fredag klokken 17.00 dansk tid, når han skal kæmpe mod amerikanske Jeffrey John Wolf om en kamp i ottendedelsfinalen af US Open.

    /ritzau/Reuters