Air France sender piloter hjem efter slagsmål i cockpit


    Arkivfoto


    To piloter er blevet suspenderet fra deres arbejde hos det franske luftfartsselskab Air France, efter at de kom op at slås i cockpittet.

    Det skriver flere medier, herunder Sky News.

    Episoden fandt sted på et fly mellem Paris og Genève i juni, kort efter at flyet var lettet.

    Kabinepersonalet greb ind og stoppede slagsmålet mellem de to piloter. Resten af flyvningen opholdt en person sig i cockpittet med piloterne.

    Flyvningen fortsatte på trods af slagsmålet, og flyet landede sikkert, skriver den franske avis La Tribune.

    Avisen har læst en rapport fra den franske flysikkerhedsmyndighed BEA.

    Rapporten tyder på, at der er nogle af Air Frances piloter, der ikke følger sikkerhedsreglerne til punkt og prikke.

    BEA nævner ifølge La Tribune også et tilfælde fra 2020, hvor et Air France-fly lækkede brændstof, mens det var på vej fra Brazzaville i Congo til Paris.

    Piloterne omdirigerede flyet, men slukkede ikke for strømmen til den nærmeste motor, som man skal ifølge sikkerhedsreglerne. Piloterne på det fly landede heller ikke, så snart de havde mulighed for det, hvilket også er en fast sikkerhedsregel.

    Også andre lignende episoder er nævnt i rapporten.

    Foreholdt kritikken har Air France svaret, at selskabet nu vil foretage en gennemgang af sikkerheden.

    Selskabet påpeger også, at det har tusinder af flyvninger dagligt, og at kun nogle få flyvninger – der strækker sig over en årrække – er nævnt i rapporten fra BEA.

    /ritzau/