Selvmål: Frisk fyr dyttede foran politistation og mistede bilen


Arkivfoto.


En 22-årig mand fra Slagelse var torsdag aften forbi politistationen i Slagelse.

Da den unge mand kørte ud fra p-pladsen, var det med hjulspin og hurtig acceleration.

Muligvis for at være helt sikker på, at politiet bemærkede hans friske kørsel, så dyttede han også højlydt.

Kort efter ringede den unge mands mobiltelefon.

Det var politiet.

De bad ham returnere til politistationen til en adfærdsregulerende samtale, hvilket han gjorde.

Her viste det sig imidlertid, at han ikke havde noget kørekort.

Desuden gav en narkometertest udslag for medicin.

Således blev den friske fyr sigtet for både kørsel uden førerret og for at køre i påvirket tilstand.

Det var ikke første gang.

Han er flere gange før blevet sigtet for kørsel uden førerret, hvorfor hans bil blev beslaglagt på stedet.

Da han forlod politistationen igen var det uden dytten og hjulspin.