Betonklodsdrab: Mand fra overvågningsvideo efterlyses

Fyns Politi offentliggør nu overvågningsbilleder fra en tankstation i Vissenbjerg i forbindelse med sagen, hvor en betonklods ramte en bil på motorvejen. Overvågningen viser en person, der enten kan være vidne eller muligvis gerningsmanden til det fatale kast med betonklodsen.

Optagelserne stammer fra tankstationen på Middelfartvej 1 i Vissenbjerg den 21. august 2016 klokken 05.08 samme morgen betonklodsen ramte bilen. De viser en ung mand gå ind over området. Flere vidner har beskrevet en tilsvarende mand gående langs Middelfartvej i tidsrummet klokken 04 og 05 - altså lidt tidligere samme dag.

De første vidner fortæller, at de så manden i Skallebølle gående i retning mod Vissenbjerg. De beskriver ham til at være 15-25 år, almindelig af bygning, iført en mørk hættetrøje med stort lyst tryk på maven, lyse bukser med mørke felter på skinnebenene (muligvis arbejdsbukser) og mørke sko med lyse såler.

-Manden er interessant, fordi han er set ganske tæt på gerningsstedet kort efter klokken 04. Flere vidner har bemærket ham, fordi der ikke færdes mange mennekser til fods i Skallebølle så tidligt på dagen, siger politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi.

Ud fra vidnernes beskrivelse tror politiet, at det er samme person, der lidt senere går ind over tankstationen.

-Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, at det er gerningsmanden på billederne, men vi har brug for at få vedkommende identificeret for at komme videre med efterforskningen, fordi manden kan være et vidne, der ligger inde med afgørende viden, siger Michael Lichtenstein.

Sidste uges efterlysning af en ældre Volvo stationcar gav ca. 100 henvendelser fra offentligheden. Politiet arbejder stadig med efterforskningen af de mange henvendelser, men foreløbig uden at de har bragt politiet tættere på gerningsmanden. Der er aktuelt ikke noget, der tyder på, at manden på overvågningsvideoen har tilknytning til Volvoen.