Efter bytur: 27-årig sporløst forsvundet – politiet er bekymret


Den bortkomne er fundet død og politiet har henstillet til, at hans foto blev fjernet fra offentlige medier.


Nordjyllands Politi leder i øjeblikket efter den 27-årige mand Niels Terp.

Han forsvandt efter en tur i byen natten mellem den 16. og 17. juli.

Niels, der egentlig er bosiddende i Nibe, var til fest i Fjordbyen i det vestlige Aalborg.

På et tidspunkt efter midnatstid natten mellem lørdag og søndag d. 16. og 17. juli 2022 forlod han Kulturcentret.

Herefter viser politiets efterforskningsskridt i sagen, at Niels befandt sig i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Det var kl. 01.11.

Siden er hans færden uklar.

”Det er blandt andet det, vi undersøger lige nu,” siger vagtchef og politikommissær René Kortegaard-Jensen, ”men vi er bekymrede for Niels. Vi er dialog med hans familie, der har fortalt os, at han ikke er mødt på arbejde søndag, som han skulle.”

Vagtchefen opfordrer alle, som har viden om, hvor Niels måtte havet taget ophold, til straks at ringe.

”Ring til os på 114,” understreger René Kortegaard-Jensen.

Politiets efterforskning er i gang, og det indebærer flere elementer: Blandt andet er der patruljer ude omkring hans adresse, ligesom man skal afhøre familiemedlemmer og gennemse videoovervågning.

Og i bestræbelserne på at finde den savnede unge mand frigiver Nordjyllands Politi – efter aftale med familien – nu et foto af Niels Terp. Niels’ signalement er: 175-180 cm høj, almindelig af bygning, rødt og kort hår, rødt og kort fuldskæg og iført beige t-shirt med en mørk stribe hen over brystet samt mørke cowboybukser.

Ring til Nordjyllands Politi på 114 med oplysninger.