Dødsulykke på gocartbane undersøges

ESBJERG: En 30-årig mand afgik ved døden ved en tragisk ulykke på en gocartbane tirsdag.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog tirsdag klokken 17.07 en anmeldelse om en alvorlig ulykke på Bowl'n'Fun på Glarmestervej i Esbjerg.

En 30-årig mand var kommet alvorligt til skade på centerets gocartbane og både politi, ambulance og lægehelikopter kom til stedet, men mandens liv stod ikke til at redde.

Der blev ydet krisehjælp på stedet til gæster på centeret.

Der blev iværksat undersøgelser af både baneforhold, køretøj og andre forhold af Arbejdstilsynet, politiet og andre myndigheder straks efter. Undersøgelserne er endnu ikke afsluttet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger om ulykken, før undersøgelserne er afsluttet.