Dagplejemor tiltalt for drab på etårig pige


    Arkivfoto

    En midtjysk dagplejemor er tiltalt for at have dræbt en 15 måneder gammel pige ved at ruske og slå hende, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

    Den lille pige døde i november 2019. Her var pigen i dagpleje hos den i dag 57-årige kvinde, der fungerede som gæstedagplejer for pigen, hvis normale dagplejer havde ferie.

    Ifølge anklagemyndigheden skulle hun være blevet udsat for vold i tidsrummet mellem 06.30 og 15.15. Pigen blev så hårdt kvæstet, at hun efterfølgende afgik ved døden på hospitalet.

    Der skulle imidlertid gå lang tid, før mistanken mod dagplejeren blev tilstrækkelig voldsom til, at politiet skred til anholdelse. Det skete først i juni 2021, hvor kvinden blev anholdt og siden varetægtsfængslet.

    Til TV Midtvest lød det i december 2019 fra efterforskningsleder Tue Nissen:

    - På nuværende tidspunkt i efterforskningen er der ingen, der skal sigtes i sagen. Det er ikke sikkert, at der overhovedet skal sigtes nogen i sagen, det skal yderligere efterforskning vise.

    Men i sommeren 2021 skete der noget i efterforskningen - et gennembrud, som førte til sigtelse af kvinden. Hvad gennembruddet bestod i, er endnu uvist, men kvinden blev anholdt og varetægtsfængslet.

    Dagplejemoren blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet på baggrund af en mistanke om overtrædelse af straffelovens paragraf om vold med døden til følge.

    Men anklagemyndigheden anser sagen som grovere end det. Kvinden er nemlig tiltalt for bestemmelsen om manddrab, som er straffelovens almindelige drabsbestemmelse.

    For at kunne dømme for manddrab skal den tiltalte have haft forsæt til drab. Det vil sige, at den tiltalte som minimum skal have erkendt, at offeret muligvis ville dø som følge af den voldelige handling.

    Anklagemyndigheden har i sagens anklageskrift taget højde for, at retten muligvis ikke vil kende dagplejemoren skyldig i manddrab. I så fald skal hun i stedet dømmes for vold med døden til følge, lyder det.

    Retssagen mod den 57-årige kvinde er berammet til at begynde 22. august ved Retten i Herning. Den ventes afsluttet 5. september.

    /ritzau/