Mistænkt til knivstikkeri anholdt – offer fortsat i yderst kritisk tilstand


Arkivfoto


Den 40-årige mand, som Nordjyllands Politi mistænker at have stukket en 37-årig mand med kniv i Hobro, er blevet anholdt i Italien.

Knivstikkeriet skete fredag d. 3. juni 2022.

Det oplyser den ansvarlige for politiets efterforskning af sagen, politikommissær Carsten Straszek.

Anholdelsen skete i Milano i det nordlige Italien.

Politiet vil ikke gå i detaljer med det konkrete forløb af selve anholdelsen foretaget af italiensk politi, men politiet har modtaget oplysninger om, at anholdelsen foregik i lufthavnen i Milano d. 6. juni 2022.

Søndag d. 5. juni 2022 fik Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi den 40-årig mistænkte mand varetægtsfængslet in absentia som følge af sigtelsen for forsøg på manddrab.

Det medførte også en international arrestordre mod manden.

Det 37-årige offer er fortsat i yderst kritisk tilstand, og sagen efterforskes af Nordjyllands Politi som forsøg på manddrab.

De pårørende til den 37-årige mand er underrettet.

”Vi kan ikke udtale os yderligere om sagen af hensynet til det videre efterforskningsforløb, men jeg vil gerne sige tak til alle de borgere, der har henvendt med oplysninger i denne meget alvorlige sag,” lyder det fra politiet.