Anklager: Mand snød med fuldt overlæg steddatter til sex


Arkivfoto

Det skal koste en 62-årig mand to til to et halvt års ubetinget fængsel, at han - ifølge anklagemyndigheden - narrede sin dengang 15-årige steddatter til at have samleje med ham ved at udgive sig for at være en anden.

Det siger anklagerfuldmægtig Anne Meulengracht fredag morgen i Retten på Frederiksberg, da hun giver sine afsluttende bemærkninger i sagen.

- Hun har aldrig samtykket til, at det skulle være hendes stedfar, siger hun.

Den 62-årige mand er tiltalt for at tilsnige sig samleje og andet seksuelt forhold med pigen ved at udgive sig for at være en anden.

Forud for at han ifølge anklageskriftet havde samleje med den 15-årige pige, havde de to udvekslet en lang række seksuelle sms'er, hvor den dengang 60-årige mand udgav sig for at være en anden.

Korrespondensen varede over flere måneder og kulminerede i, ifølge anklageskriftet, at pigen skulle sidde klar i et korset og en maske, der dækkede hele hendes ansigt bortset fra hendes mund, da de to skulle mødes.

Derfor opdagede hun først bagefter, at det var hendes stedfar.

Den 62-årige har erkendt, at hændelsen er sket, og at han har sendt beskederne.

Men han nægter at have haft vaginalt og analt samleje med pigen, og at beskederne skulle have krænket hendes blufærdighed.

Mandens forsvarsadvokat, Martin Leth Hansen, lægger vægt på, at pigen selv har samtykket til at sende beskederne og mødet imellem de to, selv om hun ikke vidste, hvem hun skrev med.

Derfor mener forsvareren ikke, at beskederne er en blufærdighedskrænkelse.

Men det argument mener Anne Meulengracht ikke, at man kan gøre gældende.

- Tiltalte har med fuld bevidsthed og fuldt overlæg snydt forurettede, siger hun.

Martin Leth Hansen mener i modsætningen til anklageren, at den 62-årige mand skal idømmes en betinget fængselsstraf med et vilkår om at få sexologisk behandling for de dele, som manden har erkendt.

Han pointerer, at manden har forklaret, at det var en lettelse at blive opdaget.

- Den afgørende pointe er, at tiltalte straks efter den her sag erkender, at han har en behandlingskrævende problematik, og at han selv søger sexologisk behandling, siger han.

Men anklagemyndigheden mener, at det er for grov en sag til, at man kan bruge den bestemmelse om behandling.

Sagen bliver afgjort senere fredag.

/ritzau/