Sigtet for at dræbe gravide Louise forbliver fængslet


    Optagelser fra november 2016, hvor Søværnets Minørtjeneste ledte efter drabsvåbenet i søen i Elverparken, hvor Louise Borglit kort forinden var blevet myrdet brutalt

    Den 28-årige mand, der er sigtet for at have dræbt Louise Borglit i november 2016, har indvilliget i at lade sin fængsling forlænge i yderligere fire uger.

    Det oplyser sagens anklager, Bo Bjerregaard. Manden blev i første omgang fængslet til 2. juni, men nu er fængslingen forlænget til 30. juni.

    – Der er forlænget frivilligt, siger senioranklageren.

    Den 28-årige, der nægter sig skyldig, sad allerede bag tremmer, da han blev anholdt i begyndelsen af maj. Han er tidligere dømt for drabsforsøg mod en kæreste.

    Anholdelsen i drabssagen skete fem et halvt år efter, at den gravide Louise Borglit den 4. november 2016 blev dræbt med knivstik, da hun var ude at gå med sin søsters hund i Elverparken i Herlev.

    Ifølge sigtelsen blev hun stukket med en kniv 11 gange. Kniven ramte den 32-åriges kvinde bryst, ryg, skuldre og balle. Derudover blev hun ramt af snit i nakken, i hovedet og på benet. Hun blev 32 år.

    Efterforskningen af sagen er fortsat i gang, oplyser Bo Bjerregaard.

    – Det er selvfølgelig noget, der bliver gjort med den nødvendige hurtighed, men omvendt er det også vigtigt, at vi er meget grundige i en sag som denne.

    – I kølvandet på det skal der så laves en juridisk vurdering af, om der skal rejses tiltale i sagen eller ej, siger anklageren.

    Han kan ikke give noget bud på, hvornår efterforskningen er færdig.

    – Det afhænger jo nok ikke mindst af, om sigtede vil udtale sig, og hvornår vi kan få sådan en afhøring i stand, siger anklageren videre.

    En utraditionel metode har været i brug under efterforskningen af sagen.

    Da den 28-årige mand i begyndelsen af maj blev fremstillet i retten, kom det frem, at en politiagent med dæknavnet “Frank” lod sig indsætte i Enner Mark Fængsel med den nu sigtede mand.

    Agenten og den 28-årige fik i fængslet et fællesskab. Den mistænkte vidste dog ikke, at han talte med en agent, eller at der var blevet installeret rumaflytning, så betjente kunne lytte med i de to mænds samtaler.

    De to blev efterhånden fortrolige, og den sigtede endte med at komme med flere detaljer om drabet.

    Den 30. marts i år indrømmede den sigtede ifølge anklagemyndigheden drabet på Louise Borglit og fortalte om, hvordan han kom af med det gerningsvåben, der aldrig er blevet fundet.

    Den 28-åriges forsvarer protesterede under grundforhøret mod brugen af politiagent. Anklager Bo Bjerregaard fastholder, at reglerne er overholdt.

    – Reglerne er fulgt til punkt og prikke. Jeg har ikke flere kommentarer til det, lyder det.

    /ritzau/