Grundlovsforhør: Tre blev skudt med cal 22. pistol


Ca. kl. 23.00 i går aftes var Københavns Politi på Christiania i forbindelse med en rutinemæssig opgave. Under denne opgave kom en mand cyklende med dagens omsætning, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev forsøgt pågrebet af civilklædte polititjenestemænd. Det lykkedes ikke at få gerningsmanden pacificeret, og han afgav pludselig og uden varsel skud mod polititjenestmændene og en civil borger, som var på stedet.

Ifølge den sigtelse som der er læst op under grundlovsforhøret, råbte den mistænkte ‘Er du også fucking panser?!’ til den uskyldige polske mand før han skød manden i låret.

Der blev iværksat en massiv efterforskning, som førte frem til, at der i området hvor skudafgivelsen fandt sted, blev fundet nogle patronhylstre kaliber 22. Den videre efterforskning førte til, at Københavns Politi efterlyste en mistænkt person kl. 05.36 bl.a. via en pressemeddelelse.

Ved hjælp af intens efterforskning og borgerhenvendelser blev politiets opmærksomhed henledt på en adresse i Kastrup, hvor den efterlyste person angiveligt skulle opholde sig.

– Politiets Aktionsstyrke blev sendt til stedet, der blev omringet, oplyser Politiklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

I forbindelse med denne afspærring forsøgte en bevæbnet person ifølge politiet at løbe fra stedet, og politiet afgav skud mod personen, der blev ramt. Den pågældende blev efterfølgende anholdt kl. 06.45 og bragt til Rigshospitalet, hvor hans tilstand på nuværende tidspunkt betegnes som kritisk.

Politiet har oplyst, at der på stedet blev fundet et cal. 22 patronhylster, samme kaliber som var blevet anvendt af den person, der tidligere havde afgivet skud på Christiania.

Den anholdte er dansk statsborger. Indtil nu er der foretaget ransagninger på otte adresser, to på Christiania og seks adresser andre steder i København.

Den anholdte person er fremstillet in absentia i dag kl. 14.00 i Dommervagten på Politigåden i København, hvor dørene er blevet lukket af hensyn til den videre efterforskning.