Mand er i kritisk tilstand efter vold på hotelværelse


    Arkivfoto.

    En 28-årig mand har været udsat for vold og er blevet fundet i kritisk tilstand på et værelse på hotellet NH Collection Copenhagen.

    Det skriver Ekstra Bladet og B.T. mandag.

    - Vi fik allerede anmeldelsen klokken 12.50 søndag. Vi får at vide, at en mand er blevet fundet på et hotelværelse, efter at han har været udsat for vold, oplyser Københavns Politi ifølge B.T.

    Politiet vil ikke oplyse, hvilke skader manden har.

    Om volden er foregået på hotelværelset, fremgår ikke klart. Natten til mandag har politiet været på og omkring hotellet på Standgade i København med betjente, hundepatruljer og kriminalteknikere, skriver medierne.

    Politiet siger, at der formentlig har været nogle unge samlet på det hotelværelse, hvor manden er fundet. Der er ikke umiddelbart tale om et banderelateret overfald, lyder det.

    Mandag formiddag er ingen anholdt i sagen, som politiet efterforsker yderligere.

    /ritzau/