56-årig mand er dræbt af knivstik i Frederikshavn


    En 56-årig mand er blevet dræbt af knivstik i Frederikshavn.

    Poul Fastergaard, som er vagtchef ved Nordjyllands Politi, oplyser, at politiet fik anmeldelsen om knivstik klokken 16.46 lørdag efter et opkald til 112.

    De nærmeste pårørende til den dræbte er underrettet.

    Politiet har anholdt fire personer i sagen.

    Nordjyllands Politi arbejder lørdag aften på en adresse på Markedsvej i Frederikshavn.

    Her forventer politiet at skulle arbejde resten af aftenen og natten for at klarlægge, hvad der er sket.

    Der er anholdt to kvinder på henholdsvis 53 og 30 år. Derudover har politiet anholdt to mænd, som er henholdsvis 24 og 33 år.

    – De er truffet enten på den adresse eller i nær tilknytning til den adresse, siger Poul Fastergaard.

    På nuværende tidspunkt er det ikke muligt for vagtchefen at oplyse, hvorvidt politiet forventer at fremstille alle fire anholdte i grundlovsforhør søndag.

    Det er heller ikke muligt at oplyse, hvad der er foregået forud for anmeldelsen, eller hvorvidt det er en af de anholdte, som har ringet 112.

    /ritzau/