Efterlyst 13-årig pige fundet i god behold i Belgien


    Den 13-årige pige Omra Khanwali, der har været forsvundet fra København siden fredag, er blevet fundet i god behold i Belgien tirsdag aften.

    Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

    Hun blev fundet i selskab med en 19-årig afghansk mand, der siden er blevet anholdt af belgisk politi.

    – Nu fortsætter efterforskningen med at få klarlagt sagens nærmere omstændigheder, skriver politiet.

    Derfor kan det ikke på nuværende tidspunkt komme med yderligere informationer.

    Omra Khanwali forsvandt fredag morgen, da hun var på vej i skole på Amager i København med sin storesøster.

    De to var sent på den, så storesøsteren løb i forvejen.

    Da Omra Khanwali ikke kom hjem fredag eftermiddag, blev familien urolig og alarmerede politiet. Det viste sig, at hun ikke var dukket op i skole.

    Hun blev efterfølgende efterlyst internationalt. Omkring klokken 20 tirsdag aften fandt belgisk politi frem til hende og den 19-årige mand.

    – Vi har fra et tidligt tidspunkt set mod udlandet, fordi der var en række indikationer på, at hun havde forladt landet og var i god behold, siger vicepolitiinspektør Brian Belling i pressemeddelelsen.

    – Det fik vi heldigvis bekræftet her til aften, da vi i tæt samarbejde med vores belgiske kolleger kunne spore pigens lokation til et lokaltog.

    Politiet har holdt efterforskningen tæt til kroppen, men det har der været en god forklaring på, siger Brian Belling.

    – I en efterforskning som denne kan det være ødelæggende, hvis vi for tidligt lægger os fast på ét spor – både i vores efterforskning og i det, som vi fortæller offentligheden om vores fremskridt.

    – Derfor håber jeg på forståelse for, at det har været nødvendigt at holde efterforskningskortene meget tæt i denne sag, lyder det.

    Københavns Politi har endnu ikke det fulde overblik over de seneste dages begivenheder. Det skal man bruge de næste dage på at kortlægge.

    /ritzau/