350 danske soldater er klar til afskrækkelse i Letland


    Arkivfoto

    350 danske soldater har mandag sat kurs mod Letland.

    Soldaterne er første del af den danske hovedstyrke, som skal bidrage til at styrke Natos tilstedeværelse og afskrækkelse i Letland og det øvrige Baltikum. Baltikum består af Letland, Estland og Litauen.

    Hele den danske kampbataljon vil bestå af omkring 750 soldater, der skal være udstationeret i Baltikum.

    Det oplyser Forsvaret på sin hjemmeside.

    Den øgede tilstedeværelse i Baltikum sker som følge af Ruslands krig mod Ukraine.

    - Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er alvorligt udfordret af Ruslands omfattende troppeopbygning og militære angreb mod Ukraine.

    - Situationen har udviklet sig til en krise med potentielt store konsekvenser ikke alene for Ukraine, men også for Natos og Kongeriget Danmarks sikkerhed, skriver Forsvarskommandoen i nyheden.

    Soldaterne kommer hovedsageligt fra Gardehusarregimentet i Slagelse. I sidste uge ankom forkommandoen og soldaternes materiel og køretøjer til Letland.

    Forkommandoen består af militærchefer, som har gjort klar til hovedstyrkens ankomst.

    /ritzau/