Bandefolk sigtet efter påkørsel af fodgænger under biljagt


    Arkivfoto


    Københavns Politi har anholdt to personer og sigtet dem for at flygte fra en trafikulykke, som fandt sted på Nørrebro langfredag.

    Politiet mener, at der var gang i en biljagt på Tagensvej, som endte med, at den ene bilist mistede herredømmet og ramte en fodgænger.

    De to anholdte er ifølge politiet en del af det københavnske bandemiljø. De er sigtet efter en bestemmelse i straffeloven for at stikke af fra en trafikulykke, hvor der er sket personskade, fortæller vicepolitiinspektør Knud Hvass.

    – De er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 253, stk. 2. Den bestemmelse plejer at give mellem tre og fem måneders fængsel, siger Knud Hvass.

    Knud Hvass fortæller, at politiets efterforskning peger i retning af, at der har været tale om en form for biljagt, hvor et hold af personer fra én bande har jagtet et hold personer fra en anden.

    I første omgang lød meldingen fra politiet ellers, at der var tale om et gaderæs, men det er altså ikke tilfældet.

    – Ved et gaderæs er man enige om at køre om kap, og det mener vi ikke, er tilfældet. Vi har en god idé om, hvem det er, og det er det, vi bygger det på, siger Knud Hvass.

    Ingen af de anholdte var efter politiets opfattelse fører af bilen. Men Knud Hvass fortæller, at man har en formodning om førerens identitet.

    – Han ved, at vi leder efter ham, og jeg vil gerne opfordre ham til at melde sig selv. I tilfælde af, at han ikke gør det, vil vi efterlyse ham offentligt, siger vicepolitiinspektøren.

    De to mænd bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Af hensyn til den videre efterforskning vil anklagemyndigheden bede dommeren om, at retsmødet holdes for lukkede døre.

    /ritzau/