Endnu en svensk festival plages af mulige sexovergreb


En række anmeldelser af seksuelle overgreb skygger over årets udgave af den svenske ungdomsfestival We are Sthlm.

Siden tirsdag, hvor festivalen i Stockholm begyndte, har politiet modtaget i alt 38 anmeldelser af seksuelle overgreb, oplyser ordensmagten tidligt natten til lørdag. Sidste år var der i alt 21 anmeldelser i samme kategori.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Indtil videre er ingen sager dog blevet rubriceret som voldtægt eller voldtægtsforsøg.

Der er ekstra fokus på sager om seksuelle krænkelser, efter at der ved svenske festivaler tidligere på sommeren har været omkring 100 anmeldelser af sexovergreb.

Samtidig er politiet blevet kritiseret for i forbindelse med sidste års og tidligere udgaver af We are Sthlm ikke at have fortalt om et stort antal sager, hvor kvinder og piger har været udsat for seksuelle krænkelser.

Fortrinsvis unge flygtninge og migranter havde sidste år befamlet og gnubbet sig op ad unge piger i publikumshavet, viste det sig.

Mange af sommerens anmeldelser stammer fra festivalen Putte i Parken i Karlstad i midten af juni. Dengang modtog politiet 40 anmeldelser om seksuelle overgreb.

Sveriges regering har efter de mange sager sagt, at den overvejer at skærpe straffen for seksuelle overgreb.

/ritzau/TT