21-årig mand ramt i skulderen af skud i Hvidovre


En 21-årig mand er kort efter klokken 02.30 natten til torsdag blevet ramt af et skud ved Frydenhøjparken i Hvidovre. Manden er uden for livsfare. Han har ikke ønsket at tale med politiet, oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Jens Møller.

– Klokken 02.44 får vi anmeldelsen om, at en mand er blevet ramt i skulderen af et enkelt skud. Han bliver efterfølgende bragt på hospitalet, og han har hele tiden været uden for livsfare, siger Jens Møller.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Manden, der er blevet beskudt, ønsker ikke at tale med politiet.

– Der er hidtil ingen vidner til episoden, så vi er da interesserede i at høre fra folk, der har været i området på det tidspunkt. Manden gider ikke selv at tale med os og fortælle os, hvorfor der er nogen, der skyder på ham, siger vagtchefen.

Politiet kender forurettede i forvejen, men Jens Møller siger, at der ikke er nogen grund til at tro, at skyderiet er banderelateret.

– Det kan lige så vel være et internt opgør eller noget, der er relateret til narko. Vi kender forurettede perifert, men vi kender ham ikke i bandesammenhæng, siger vagtchefen.

/ritzau/