Parkering til ulempe udløste tumult: Seks personer anholdt


HELSINGØR: En henvendelse om to biler, der holdt til ulempe ved Sct. Mariæ Kirke udviklede sig torsdag formiddag omkring klokken 09.40 til tumult, hvor seks personer i alderen 15-26 år endte med at blive anholdt.

En patrulje blev sendt til området for at få bilerne flyttet, nogle af de personer, som sad og sov i den ene bil, blev opfarende over for patruljen, og kort efter ankom flere personer til stedet og eskalerede situationen, hvilket betød, at der måtte sendes flere patruljer til stedet.

Personernes opførsel i øvrigt blev tolket som værende mistænkelig, og det blev besluttet at ransage deres biler, hvor der blev fundet en gaspistol samt nogle computere, som formentlig stammede fra et tidligere indbrud.

En 16-årig og en 18-årig mand blev ud over sigtelser for overtrædelse af Politiloven og Ordensbekendtgørelsen også sigtet for indbrud.

Alle anholdte er løsladt igen, da der ikke var grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør.

#