20-årig dræbt i voldsomt solouheld


Den 20-årige mand blev formentlig dræbt på stedet, da hans bil blev knust mod træet oppe på skråningen.

Københavns Vestegns Politi oplyser natten til søndag at ulykken på Amagermotorvejen lørdag aften kl. 21.32 har kostet en 20-årig mand livet.

Den 20-årige mand var fører af en dansk indregistreret VW Golf, og mistede kort efter afkørslen til Avedøre i retning mod København af endnu ukendte årsager herredømmet over køretøjet.

Bilen fortsatte op ad en skrænt ved siden af motorvejen og påkørte med stor kraft et træ - kollisionen kostede den 20-årige mand livet.

- Ved påkørslen skete der store skader på køretøjet, og der forestår nærmere efterforskning og undersøgelser af køretøjet for om muligt at afdække årsagen, oplyser Københavns Vestegns Politi.

De pårørende er underrettet.