Alvorlig trafikulykke: Lastbil væltet på Fynske Motorvej


NYBORG: Der er onsdag aften kl. 20.12 sket alvorligt færdselsuheld på Fynske Motorvej, som medførte en total afspærring af motorvejen.

Trafikken stod hurtigt stille i begge retninger, idet den væltede lastbil samt smadret autoværn nåede ind i begge sider af motorvejen.

– Søg andre veje, da vi forventer at være på stedet et godt stykke tid endnu, lød en af de første meldinger fra Fyns Politi.

I forbindelse med færdselsuheldet på Fynske Motorvej blev der tilkaldt en bilinspektør til at undersøge uheldsstedet. Det sker kun ved alvorlige trafikuheld hvor der enten er dræbte eller tilskadekomst som kan medføre døden eller livsvarige alvorlige men.

Kl. 21.20 var Fyns Politi langsomt ved at åbne det ene østgående spor på Fynske Motorvej ved afkørsel 46, og bad bilisterne venligst udvise respekt for redningspersonalets arbejde, når de kørte forbi.